top of page
IMG_50781_edited_edited.png

MØD VORES
KANIDATER TIL

KOMMUNALVALGET '25

IMG_2116_edited.jpg

Sine forlod i 90érne kontorstolen i en virksomhed, hvor hun havde haft ansvaret for virksomhedens regnskab – for at starte eget rengøringsfirma, som gennem ca. 10 år servicerede private, erhvervsvirksomheder og offentlige institutioner.

Blev valgt ind i Holbæk Byråd i 2005 og blev kort efter borgmesterkandidat. For at kunne hellige sig det politiske arbejde, blev rengøringsfirmaet gradvis lukket ned og erstattet af et deltidsjob som handicaphjælper. I sommeren 2018 forlod hun byrådet for at rykke teltpælene op og flytte til Ærø.

Sine er nu selvstændig erhvervsdrivende og har desuden arbejdet som handicaphjælper og kirketjener på Ærø for at komme ud og lære andre øboer at kende.

I fritiden er Sine hobbybiavler og aktiv i Ærø Biavlerforening, hvor hun blandt andet hjælper nye biavlere i gang, som assistent på foreningens begynderkurser.

SINE AGERHOLM

"Min bevæggrund for at gå ind i politisk arbejde har altid været lysten og viljen til at skabe de bedst mulige rammer for menneskers liv og livskvalitet. 

 

Og tolv år i kommunalpolitik har lært mig, at vi når længst, hvis vi forfølger veldefinerede og fælles mål. Vi skal kort sagt vide, hvad vi bruger vores fælles ressourcer til, og hvorfor vi gør det.

På Ærø er vores allerstørste udfordring, at vi år for år bliver færre og færre ærøboer. Konsekvensen er, at kommunen bliver fattigere, og samtidig mangler der arbejdskraft både på de private og de kommunale arbejdspladser. Et aktuelt eksempel er manglen på kvalificeret personale til ældreområdet. 

 

Den udvikling skal vendes. 

Derfor skal vi først og fremmest identificere vores potentiale, så vi bliver i stand til i langt højere grad at udfolde det, der gør vores kommune og vores ø til noget ganske særligt.

I Lokallisten tror vi på, at Ærø har potentialet til at virke som en magnet på de mennesker, der drømmer om at leve et liv i bedre balance – både i familien, i arbejdslivet og med den jord, vi bor på. Vi tror på, at nærheden, trygheden og fællesskaberne, som i forvejen kendetegner det gode liv på øen, er noget mange familier længes efter. Og vi tror på, at vores natur, landskaberne og havet omkring os kan trække i folk, som lægger vægt på bæredygtige boliger, giftfrit jordbrug og lokal produktion.  

 

Vi tror kort sagt, at vejen til befolkningstilvækst ligger i den grønne vision.

Men det skal hjælpes på vej. Derfor skal Kommunalbestyrelsen gå foran i bestræbelserne på at udfolde øens potentiale. Det kan den gøre ved at:

  • påtage sig det politiske lederskab og udforme en fælles grøn vision sammen med øens befolkning, der udstikker en klar retning og sætter mål for, hvordan vi arbejder henimod en ø i bæredygtig balance.

  • være garant for, at vi hele tiden har en veldreven kommune, der har energi, viden og overskud til at fremme og understøtte de idéer og forslag, der bidrager til at indfri målsætningerne.

  • have øje for, at når vi inddrager øboerne i dannelsen af fælles billeder af, hvor vi vil hen, så er grundstenene lagt for det følgeskab og den samskabelse, der skal til, hvis mål og visioner skal blive til virkelighed.

 

Det er vejen frem, hvis vi fremover skal have det befolkningsgrundlag, der skal til for at kunne opretholde et levende helårssamfund med tilstrækkelig økonomi og arbejdskraft til at sikre gode rammer for livskvaliteten for øboer i alle aldre.

Det vil jeg sætte min energi og politiske erfaring ind på!"

IMG_1966_edited.jpg

Gitte Slejborg Nielsen

"Bæredygtighed betyder, at noget kan bære sig selv. Ærø skal kunne bære sig selv, finde nye veje, sprede ringe i vandet. Et af de områder, vi på Ærø skal gøre bæredygtigt, er uddannelsesområdet. Vi har på Ærø lige vedtaget en ny børne- og ungepolitik, og en handlingsplan er på vej. Jeg vil arbejde for, at vi skaber de bedste rammer for at:

  • udvikle vores uddannelsesinstitutioner i nye retninger.

  • skabe et sammenhængende ungdomsliv.

 

Men jeg vil ikke ”kun” knokle for børnene og de unge. Jeg vil også arbejde for at:

  • gøre hjemmeplejen til kulturbærer.

  • give naturen det tilbage, som vi har taget.

  • og meget mere!"

Gitte er uddannet lærer, coach og familieopstiller, men har også arbejdet som hjemmehjælper, sygehjælper og postbud. I de 31 år, hun har været lærer, har hun i cirka halvdelen af tiden arbejdet som leder – de seneste tre år på Ærø Friskole. I den anden halvdel har hun været lærer i forskellige skoleformer inkl. to ophold i Østgrønland i Tasiilaq. Gitte har også arbejdet flerkulturelt og med udsatte unge og skolevægring. Hun elsker simpelthen at arbejde med mennesker.

IMG_1943_edited.jpg

Helle Henrikka Mattsson

"Politik har de sidste par år vakt min interesse, da jeg dagligt oplever mistrivsel og omsorgssvigt hos vores ældre medborgere. Jeg oplever de ældre borgeres manglende indhold og værdighed i livet og en respektløs pleje og omsorg. Det er ganske enkelt ikke til at holde ud, og derfor vil jeg gøre alt for at påvirke oppefra for at gøre en forskel!

 

Jeg vil:

 

  • stille skarpt på ældreområdet.

  • være med til at ændre de traditionelle plejehjem til Leve-Bo-Miljøer. 

  • arbejde på at vores ældre får bedst muligt kvalificerede medarbejdere.

  • arbejde på at skabe rammerne for et sundt arbejdsmiljø på ældreområdet.

  • Og meget mere!"

Helle arbejder til daglig som social- og sundhedsassistent på Marstal Ældrecenter. Hendes kreative, buddhistiske og holistiske tilgang kommer til udtryk – især - i hendes klinik i Bregninge, hvor hun tilbyder Reiki-healinger og Nada-behandlinger. Desuden fremstiller og sælger hun smykker og kunsthåndværk.

IMG_1960_edited.jpg

Carsten Wolff Hansen

"Både i mit daglige arbejde og i foreningsarbejdet er jeg i berøring med mange ærøboer. Ad den vej har jeg hurtigt fået indsigt i flere af de områder, der kalder på politisk bevågenhed i de kommende år. Det er jo ingen hemmelighed, at det er svært at tiltrække og fastholde især folk i den erhvervsaktive alder – og dem har Ærø i den grad brug for. Vi har brug for arbejdskraften, vi har brug for skatteindtægterne, og vi har i det hele taget brug for et fornuftigt befolkningsgrundlag for at kunne bevare øens butikker, restauranter, kultur- og fritidstilbud og selvfølgelig kvaliteten i de offentlige velfærdstilbud.

Derfor skal vi bl.a. sætte fokus på:

  • en robust kommunal økonomi med plads til de nødvendige investeringer.

  • gode løn- og arbejdsvilkår samt løbende mulighed for opkvalificering på de kommunale arbejdspladser.

  • levende ungdoms- og uddannelsesmiljøer for dem, der vil uddanne sig på øen.

  • færgefart og billetpriser, der gør pendling overkommelig, og gør det muligt for tilflyttere at fastholde relationer til familie og venner udenøs.

 

Det er noget af det, jeg vil arbejde for!"

Carsten flyttede til Ærø for tre år siden. Det var et aktivt tilvalg af ø-livet, roen og de naturskønne landskaber. Arbejder til daglig som it-chef på Søby Værft, og udover at være formand for Lokallisten Ærø er Carsten formand for foreningen iværk og sidder i den egenskab også med i bestyrelsen for Ærø Turist- og Erhvervsforening. 

IMG_1931_edited.jpg

Anne Hejse

​"Gennem mine efterhånden mange år på Ærø har jeg oplevet et utal af mennesker med gode ideer, med drivkraft, med lyst og ressourcer til at sætte i værk og forbedre. Desværre har jeg også oplevet, at ideerne, drivkraften og endda ressourcerne alt for ofte falder på gold jord, når de rammer kommunen.

 

Ærø Kommune har brug for et nyt og anderledes mindset, der skal gennemsyre organisationen fra top til bund; Ærø Kommune skal blive en åben organisation, som uden falsk forstillelse skal møde iderige borgere, civilsamfundet og virksomheder i et ligeværdigt samarbejde om at skabe de løsninger, der får Ærø til at vokse.

 

Det kunne f eks. medføre, at:

  • der eksperimenteres med nye boformer på tværs af generationer.

  • der indføres en model for, hvordan man øger andelen af økologisk landbrug på Ærø.

  • køb og salg af lokalt producerede økologiske fødevarer bliver sat i system.

  • grønne, offentlige arealer bliver ”vilde”.

  • Og meget, meget mere, nå først bevægelsen er i gang!

 

Det er det, jeg vil arbejde for!"

Anne er uddannet sygeplejerske og har arbejdet på Ærø Sygehus, Odense Universitetshospital og som Ældre- og Sundhedschef i Ærø Kommune, hvor hun bl.a. var med til at oprette telemedicinsk   hospiceafdeling og telekonsultationer. Hun har i mange år været aktiv i frivilligt arbejde, bl.a. som formand for Sygehusforeningen Ærø.

bottom of page